| Parterapi - hjælper det ? Ja. Men, kom før det sku´ ha´ været. Det "koster" mere af livet, at blive skilt, end det gør at gå i parterapi. Måske en lidt frisk måde at starte min henvendelse til dig på, du som måske er i dit livs krise og synes at være kommet så vidt, at det sku ha været - for længst. Men, uanset hvor du - i er i jeres parforhold, så ved jeg, at det kan hjælpe jer videre, når først i får sat jer over for hinanden, i neutralt rum, og får reddet trådene ud, får talt jeres sætninger til ende og talt ind til benet af hvad det handler om. At få en tredie part med ind er mange gange det der skal til for at i igen kan høre hvad den anden har på hjert og kan lukke hinanden ind på ny. Det nytter at give forholdet nok en chance. Lykkes det at nå hinanden - kan det være en hjælp til for at sige ordentlig farvel. At få snakket ud, er det der må til for at i begge forstår hvordan i er havnet hvor i er og det er hvad der skal til for at i kan overveje hvad i trænger tll som par for igen at finde dansen sammen. Det koster mere af livet at blive skilt, skriver jeg. Ja, det gør det. Meget mere end mange aner før end de er kommet dertil. Mange gange også først efter en rum tid, for i starten føles det måske som en lettelse at få dæmpet den pine det kan være, at leve i et svært forhold. Men at splitte op har så uendelig mange konsekvenser. Lige fra det store familie billed der rykker sig til helt ned i de små dagligdags hændelser - der ikke længer er. Så, jeg synes at vi skylder hinanden og kærligheden, den der måske var nemmere at få øje på førhen, at undersøge om der ikke er en glød eller to der igen kan blive til ild. Måske ikke forvente det store bål hver dag men ha ønset om at det lige som når vinden tager til kan blæses op til noget mere hen ad vejen. Husk på hvad det hele startede med. Der gik brand i jer. I var vilde med hinanden. Tiltrukket, begærede hinande. Gode i hinandesn seslskab. Havde lyst til at opdage verdenen sammen. Gøre altting sammen eller fortælle den anden om jeres drømme i livet.Synes den anden og du selv var mega kloge sammen, morsomme sammen. Betænksom, udholdende, varme, kærlige, elskelige, bedste venner, loyale. Sæt selv ind hvad det var du faldt for i sin tid. Hvor blev det af? Sikkert af mange gode grunde, synes det. Travle dage, børn, meget at overkomme, for lidt til til hinanden og fornemmelsen af at glemme det måske alle væsentlige, at vande hinanden så også i som de voksne trives. Og, måske har i undervejs glemt at forny jeres "bekendtskab" jeres venskab. Glemt hvad det er i selvog den anden trænger til for at livet gør glad. I "kærlighedesns skjulte symetri" tales der om, at vi kommer fra hver vores familiesystem, stamme/klan og derfor kan vi ikke forvente at den anden kan genkende de signaler vi udtrykker os med. Dem skal vi først opdage og vælge at ville gøre plads til i vores fælles liv før det rigtig kommer til at svinge.Her er der grobund for mange misforståelser og efterfølgende afvisninger. At det, blandt andet, handler om sådan noget, foruden de ligeså forskellige kærlighedssprog vi bringer med os, opdager vi mange gange først, når vi er nået til hvor bunkerne af indviklet liv har tårnet sig op i mellem os.Vi vores undebevidsthed er vi gået fra kærestebilleder til at opfatte den anden som en fjende. Og hvergang det sker bliver det sat i den dertil hørende kolonne i livets store usynelige regnskab. For ingen voksne jkan elske et anndet voksent menneske ubetinget. Det er ideal som er sværet nok at leve op til med vores børn. Vi har så mange forventninger til et parforhold og får vi ikke beslyst dem er det endnu sværere at komme bare i nærheden af at infri dem. Vi er nødt til at se på de brugsanvisninger vi hver især har med hjemmefra. Hvordan har mænd kvinder leveet og klaret livet sammen i dine aners liv. HVordan har dine forældre mestret det at være sammen ? Nødt til at opdage, at her spiller tidligere generationers livsvilkår også ind. Det der var deres gode grunde til at gøre ikke gøre er i nødt til at opdage og beslutteom i skal efterfølge. Hvis der i din familie har været skilsmisse, vil det ofte være en løsnigsmodel der dukker frem før end den at give den en ordentlig skalle i frosøget på at undgå at skilles og hvis du kommer af en familie, hvor skilsmisse er utænkelig skal du måske overveje om det er en mulighed frem for "bare" at blive i noget der er noget rigtig skrald. Så - parterapi er en hjælp når kommunikationen er gået i koks og I er blevet "væk" fra hinanden. Når hverdagen er gået i hårknude, eller I er blevet mere fætter og kusine end kærester. Når samhørigheden er gået kold og samværet sat på "konto". Parterapi er en hjælp, når I ikke længere kan tale sammen eller overhovedet har "lyst" til at tale sammen. Når erotikken er blevet til "åh, nu er det snart længe siden". Eller dårlig samvittighed frem for begær. Det er hjælp til samarbejde i stedet for det modsatte og en hjælp til at forstå noget af alt det der måske netop ikke skal forstås, men snarere udres over og respekteres. Parterapi er en hjælp til at genfinde modet og troen på I skal være par og igen få det godt. Det er en støtte til at finde tilbage til udgangspunktet. Komme i tanke om grunden til, at I to, i sin tid, blev par. Finde tilbage til ømheden, nærheden, medfølelsen, erotikken og kærligheden til hinanden. |
 |
